Nu har jeg set flere artikler på diverse sider med piger der laver indlæg om, at de bliver mødt af fordomme om hvilken hest de rider på, hvordan de ser ud (vægt), deres ambitionsniveau, ja jeg kan blive ved! Kan det passe, at vores sport er blevet sådan? Nu kan jeg kun snakke om dressursporten, men jeg kan da huske, dengang jeg startede på stor hest og var afsted til mine første klubstævner med min kæmpe store varmblod (min første hest var 186 cm, og jeg er 162 cm, så helt harmoniske var vi ikke) der heppede vi på hinanden, hjalp hinanden og ønskede hinanden held og lykke, inden vi red afsted, uanset om man var ung eller gammel, tyk eller tynd, sad på en varmblod eller en lille islænder, havde det dyreste, fineste udstyr eller var dækket af lapper. Det var sjovt! Ja det lyder som en romantisering, men sådan var det sgu til de klubstævner, jeg deltog i hvert tilfælde 🙂

Det er ikke så længe siden, jeg var til mit første landsstævne med mine to bolchehoveder, Emil og Talle som gik PSG og int. I, de er begge det jeg vil kalde helt almindelige købmandsheste. De kan ikke trave ind i himlen eller springe 80% grænsen OG HVAD SÅ? De er nogle gode kammerater, og vi har det fedt med at ride på det her niveau. MEN hvor blev den gode stemning af? Hvor forsvandt sammenholdet hen? Jeg havde faktisk en rigtig ulækker vibe, jeg blev kigget på, som om “hva laver du her?” Du passer ikke ind her! Og ved i hvad – Nej det gør jeg ikke, heldigvis! For jeg vil ikke være en del af sådan en snobbet omgang, hvor der kun er plads til de rige med deres dyre heste og kæmpe ambitioner. Hold op hvor er det ærgerligt, hvis det er sådan vores sport skal blive:   lyder jeg fordomsfuld? Det gør jeg nok, og jeg glæder til at få dem modbevist.

Men så var jeg til et klubstævne med en veninde, og der var stemningen tilbage! Det var lorte vejr som bare pokker, alle var smurt ind i alt godt fra stævnepladsen, men vi hjalp hinanden, der blev ønsket god tur til hinanden, der var en stemning uden lige med sjov og ballade mellem rytterne og os der stod på jorden. Det var skønt! Én ting jeg særligt bemærkede var også, at alle ryttere fik et ekstra smil eller smilet tilbage, når de fik deres kritik pga. søde dommer kommentarer og at det også var mit højdepunkt førhen, så da jeg kom hjem fik jeg lyst til at kigge mine seneste kritikker igennem og der var der sørme også små solskinskommentarer, som jeg havde glemt! Hvordan kunne jeg glemme det? Jo, man vender sig desværre til, at der sjældent står noget, og når man så har prøvet et par gange, at der står en rigtig øv kommentar, så mister man helt lysten til at kigge. For jeg skal ærligt indrømme jeg har både fået kommentaren ”Dejligt par! Fornøjelse at kigge på!” men også ”Dejlig hest, men hvor ville det klæde billedet med en mere sporty udseende rytter” som min bedstemor engang sagde – Har man ikke noget pænt at sige så ti stille!

Hvor vil jeg hen med det her indlæg? Jeg håber vi alle i sporten vil tænke over, hvordan vores sport skal se ud om 10 år? Eller 20 år? Skal vores unge ryttere tænke når de skal på stor hest, nej fandme nej om jeg vil arbejde så hårdt og bruge alle mine penge på en sport, som er så snobbet/usportslig, eller skal de glæde sig til at komme ud og møde nye heste og ryttere på stævnepladserne? Fordi det er fedt, hyggeligt og der er god stemning lige meget vind og vejr, og hvordan ridningen går.